HAVKAJAKKURSUS

 

 

 

 

 



Lær at ro havkajak i Bryggens Kajak Club

 

Der er god mulighed for, at du kan blive medlem af Bryggens Kajak Club, selv om du ikke har roet havkajak før.
Hvert forår holder vi nemlig et kursus for begyndere i havkajak. 
Det er et sjovt, men også et udfordrende kursus, hvor du kommer du igennem hele pensum til IPP2 og lidt til!  

IPP2 til havkajak er Dansk Kano og Kajak forbunds pensum til frigivelse i havkajak. 

På kurset lægger vi selvfølgelig vægt på, at du opnår de færdigheder, som pensum beskriver, så du kan færdes sikkert i kajakken. Men det er også vigtigt for os, at vi har det sjovt, samtidig med at vi lærer noget. Det sociale element er vigtigt - på kurset og i klubben generelt. Derfor slutter vi også typisk kursus dagene med en kop kaffe, en bid brød og lidt snak. 

Krav til dig:
Det er et krav, at du kan svømme 600 meter. Du skal derfor medbringe et svømmebevis til første kursus dag.                          
Du kan få lavet et svømmebevis i de fleste svømmehaller.

Pris:
Vores havkajakkursus koster 1300,- kroner. Derudover er der indmeldelse, nøgler og første års kontingent (1750,-), så den samlede pris er i alt 3300,- kroner.

Om selve kurset
Vi afholder typisk vores havkajak kursus i løbet af maj og juni. Kurset består af en række obligatoriske moduler med instruktion. Kurset afsluttes med, at du bliver frigivet som roer, og vi udsteder et IPP2-bevis, jvf. retningslinjerne fra Dansk Kano og Kajak Forbund.
 
Under kurset lærer du dels, hvordan du håndterer kajakken under forskellige forhold, dels hvordan du redder dig selv eller en romakker op i kajakken, hvis uheldet er ude. Her kan du se den fulde pensum beskrivelse til IPP2/EPP2
Ud over deltagelse i de enkelte kursus moduler, så skal du regne med, at skulle bruge tid på at få noget rutine på egen hånd og sammen med de andre kursister.

Som en væsentlig del af kurset er der en weekend tur. Her vil du ud over at træne tekniske færdigheder også blive introduceret til at tage på tur i kajakken. Vi sover i telt, men ligger fast i forbindelse med et sommerhus. Weekenden er en obligatorisk del af kurset, ligesom øvrige kursusdage.

Forvent altså, at du kommer til at bruge en del tid på kursusforløbet. Oftest afslutter vi kursusdagene med en kop kaffe og lidt at spise, så vi lige kan få vendt dagens træning og bygget lidt teori på. Til gengæld kan du også forvente en række sjove og lærerige kursus aftener og dage samt masser af god tid på vandet, så du bliver helt fortrolig med kajakken.

I 2024 ser kursusforløbet sådan ud:           
 
Mandag d. 13. maj
Onsdag d. 15 maj
Onsdag d. 22. maj
Mandag d. 27.maj
Onsdag d. 29. maj
Mandag d. 3. juni
Mandag d. 10 juni
Weekend d. 14-16 juni
Onsdag d. 19 juni - Afslutning & frigivelse

Alle hverdage startes kl. 17.30 - omklædt!

Sådan tilmelder du dig.

Send en mail til bkc.hav.2015@gmail.com 
Skriv evt et par ord om dig selv og hvorfor det netop er i BKC at du vil ro kajak 
 
I løbet af april vil du så modtage en mail med yderligere information og instruktion omkring betaling og den slags.

Vi glæder os allerede helt vildt til kursus - og det kan du også roligt gøre!